Roskilde Festival rusen hviler stadig i kroppen – og i en lidt rusten hals – da svigermor, datter, kæreste og jeg stiger ud af bilen på Sjællands Odde, og betragter færgelejet. Turen til Skagen er undervejs!
Ankomst i nordlig idyl
Den første ”ferie” med svigerfamilien møder jeg med ekstra spænding og forventning. Dertil kommer, at det efterhånden er lang tid siden, jeg har været på ”turist”-ferie. På en tilpas overskyet tirsdag aften lander vi udenfor en af hundredevis af skagensgule boliger – sjovt nok i Skagen – vel placeret på Vesterbyvej tæt ved centrum – og så klods op af Netto! Det er jo perfekt placering, da vi er på stramt budget. Skagens turist-priser skal tidligt nok grave dybt i vores tegnebøger.
At den nærliggende Netto også skulle have en bagsige, lærte vi allerede efterfølgende morgen. Vareindleveringen får ingen ende tage, og det åbne soveværelsevindue – temperaturen skulle holdes lidt nede – giver gratis morgen-koncert fra bl.a. mejeri-bilen. God morgen, første dag i Skagens idyl!
Svigermor og Tilde er listet til bageren efter morgenbrød, og dagens program summer allerede i kroppen. Et helt obligatorisk visit på Grenen og kørsel med Sandormen (den lokale traktordrevne bus ud til Grenen), så vi kan stå med benene i vand fra både Kattegat og Skagerrak, er på programmet sammen med Skagens Museum og Bamse Museet – der skal være noget til alle sanser!
Skagen er fantastisk idyllisk, selvom den måske virker lidt turistet. Der er værnet godt om de gamle boliger, deres udseende og de smalle gader. Der er noget historisk og kulturelt dybde ved at gå heroppe. Noget helt andet og mere fredfyldt end storbyerne, og historiske bygninger ligger tæt, så man ikke kan undgå at forstå hvorfor denne idyl har inspireret så mange kunstnere.
Idyllen blev ikke mindre, ved at sidde og betragte en af Laurits Tuxen’s fantastiske maleri. Trods min skepsis, og lidt kritiske indstilling til hans tidligere værker, er der intet der over de store malerier, hvor hundredevis af mennesker indgår i store selskabsportrætter. I særdeleshed ”Havefest på Buckingham Palace” skabte et rum i mit sind, hvor jeg kunne lytte til gæsternes snakken, porcelæn og glassets klirren, brisen der går igennem trætoppene, og Dronning Victoria der ankommer i hestevogn. Jeg er rystet, men på den gode facon. Hvordan en kunstner kan tage sådan et øjebliksbillede i sit sind, og male det, er mig helt uden for mentale formåen. Fabelagtigt.
Et stort plus var det også, at Anna og Michael Anchers bolig, også lå tæt ved. Det er jo næsten umuligt at bevæge sig i Skagen, uden at finde ny inspiration.
Besøg Skagen Museum’s hjemmeside.
Skagen – bamser og bunkere
Kunst er jo mere end bare billeder, boliger og skulpturer. Det meste af den jyske vestkyst, er et stykke kultur i sig selv – hvilket besøget på Råbjerg Mile også understregede – men jeg tænker også på krigshistorie. Tæt på Grenen er blot en af mange bunker museer der findes i Danmark. Om end det er et lille, og ydmygt besøg, er der igennem en miniature udstilling overblik over det fæstningsværk som tyskerne gjorde Grenen til under anden verdenskrig. Grenen var jo en formidabel udsigts- og radarpost for al søfart. I bunkeren er der bl.a. billeder og silhuetter af de klassiske skibe og flyvere, som posterne holdt øje med.
Noget mere muntre er silhuetterne tæt på Anna og Michael Anchers hus. Her ligger nemlig Skagen’s bamsemuseum, som på en måde er kær, men også ret avanceret. Her er gengivelser af Skagens by og udseende, Krøyer malerier, Tom Kristensens Audi R8 og sågar Mister Beans trofaste bamse – Teddy – er at finde på museet. Besøget er ikke kun for børn, for jeg synes der er meget sjovt og fantastisk ved udstillingen.
Ingen Skagen uden badeoplevelser
Vejret, der tilbød skyer og en frisk brise på tirsdags fart nordpå, havde drejet mod det bedre. Faktisk meget bedre! Som på bestillingen var vejret allerede onsdag morgen solrigt og lunt, og DMI lovede op til 28 grader. Og sådan skulle den resterende ferie på Danmarks nordligste punkt forblive. Perfekt, nærmest som på bestilling!
Det foranlediger 2 helt naturlige behov. IS og vand. Gudskelov tilbyder Skagen MASSER af begge dele. Ismageren, Ishjørnet, Iskiosken… der er IS alle steder, og enhver turist-attraktion med respekt for sig selv, har fryser, soft-ice eller slush-ice. Ishjørnet blev min personlige favorit, med de fabelagtige vafler de har på programmet. Jeg begræder lidt, af jeg ikke nåede forbi Ismageren, for denne er modsat Ishjørnet lidt mere kreativ ved at fremstille egen is. Nå ja, der skal også være til næste besøg! Men en Skagen-vaffel fik jeg da med på vej!
Begge farvande skulle også afprøves. Første besøg blev ved vippefyret, lige for enden af Østre Strandvej. Perfekte badeforhold, handicap bro og lavvande til langt ud på havet. Hvis det så ikke lige var for det massive bælte af vandmænd, der afskrækkede nogle af de tilrejsende for at dyppe fødder. Ro på, det var KUN vandmænd, og ikke som på vest-side, hvor nogle gevaldige orange brandmænd huserede i det noget koldere vand.
Uagtet selskabet i det klare og salte vand – der var betydelig lunere på øst-siden – er det altid skønt at bade i havvand. Vi var på intet tidspunkt overrendt af badegæster, som det ofte er tilfælde på Enø, men kunne brede os, plaske og se hvem der kunne finde de største vandmænd. Skønt!
Når nu vi er ved strand-snak, vender jeg lige tilbage til turen til Råbjerg Mile. Tag afsted på en behagelig dag, gerne med så lidt blæst som mulig. Uanset, så ender du med sand alle steder, så pas godt på bilen, kameraet og husk solbriller for at undgå sand i øjnene. Det vandrende klit på Råbjerg Mile, som gradvist flytter sig øst over, er måske ikke meget mere end en hulens stor tissekasse – som Garfield ville sige – men ikke desto mindre er udsigten på toppen utrolig smuk og betagende.
Om Råbjerg Mile på Skagen-Turist
Noget længere væk fra Råbjerg Mile, ligger Ørnereservatet. En god tur i retning mod Hirtshals – turen kunne med fordel kombineres med et besøg i Akvariet i i Hirtshals – og du finder et fredfyldt område. Sørg for at tjekke hvilke dage og tider der er forevisninger, ellers er besøget dyrt og spildt! Opvisningen indebærer såvel falke som ørne, der bliver vist frem for publikum, ved at dykke ned mod en duelokke, eller flyve mellem de opstillede træstubbe hvor der placeres lidt guf. Vær dog opmærksom på, at ørnene kommer meget tæt på, og der er tale om store flotte fugle.
Besøg Ørnereservatets hjemmeside
Så hvad topper på turen?
Ærlig indrømmet, så må det være gensynet med min fortabte barndomsveninde Carina og hendes mand Helge. Skagen by-idyl er fabelagtig, og det historiske vingesus som de mange museer, bygninger, strande og spisesteder tilbyder, fylder mig med indtryk. Men det kan ikke hamle op med et menneske, som jeg har tilbragte oceaner af timer med som barn og teenager, fra jeg blev født, til vi blev voksne og vores veje gik hver til sit.
Jeg kan sagte (mis)unde dem live i det nordlige. Jo jo, der er mange ulemper ved at bo deroppe, lidt væk fra storbyen, men idyl og særpræg giver sjælen et andet brændstof end urban livsstil. Carina og Helges 3 børn har gode vilkår at vokse op under, med et miljø hvor man kommer hinanden mere ved, end jeg oplever man typisk gør mange steder på Sjælland.
Dertil kommer de mange små særlige oplevelser, som Skagen byder. Det er nemt at tage den lokale luksusslagter Munch for givet, og synes Bolcheriet er lidt fjollet sammen med Skagen bryghus og de lokale glaspusteren. Det er kvalitet og kultur, som oftest går i glemmebogen til hverdag. Et nært forhold, til mennesker der ånder og lever af at lave noget unikt og særligt, præcis som jeg har elsket at være nær musikelskere i mange år. Så kan det godt være, at Skagen emmer at turister, og der går lidt inflation i lokalhyggen, ligesom boliger til tider står tomme hen uden for sæsonen, men det ser jeg – som udefrakommende – som idyl og charme.
Tak til Carina for de mange god fif og tips – også Jørgens Spisehus, et dejligt uturistet spisested i cafeterie-stil, med ORDENTLIGE PORTIONER!
The post Skagen – Nordjysk idyl og turisme appeared first on Traving.